WWW.NATIVE-SCIENCE.DK       
 
 MÆLKEVEJENS MYTOLOGI OG KOSMOLOGI
 
VelkommenKAPITLER> Religion Tro og Intelligens MYTOLOGI> Historisk Mytologi Atlantis Moderne MyterMYTER OG KOSMOLOGI> Nordisk Skabelsesmyte DarwinAKTUEL KOSMOLOGI> Lineær Universel Anomalier BioHazard HELLERISTNINGER> Typebeskrivelser Stjernebilleder Nordpolen Natur Symboler GALAKSENS BILLEDER> Galaksens Mytologi Konturer Gudinden, Kvinde og Dyr Gud, Mand og Dyr Storguden Gudens Attributter Mytisk Skib Adam og Eva Drager og Helte Galakse-Spiralen Kult-Retninger ∞  GalakseRitual  ∞  Rituel Boplads Bautastene SOLSYSTEMET> Astro-Arkaeologi Solsystemet Solkalender Solreligion Medicin Hjulet DIVERSE> Visioner og Drømme Kontakt og Links Forsiden

SOLRELIGION OG ASTROBIOLOGI

Det er vistnok et ganske almindeligt accepteret udsagn, at Solen er årsag til alt liv her på Jorden. Dette er nok forenklet sagt, men lad os bare godtage udsagnet som en arbejdshypotese.

Ok, når dette så er sagt og antaget, hvor mange siger så bevidst til sig selv, at dette også gælder os mennesker? At vi som mennesker rent faktisk også er påvirket eller styret af den samme rytmik, som skaber mikroliv, planter, træer og dyr? Ja, alle astrologer er nok ikke i tvivl om, at således er det.

Derimod tror jeg ikke at det helt er således, som astrologerne i vor tid opfatter og tolker den gamle visdom om Solen som livgiver og skaber af vort menneskelige livsforløb. Dels er astrologien i dag blevet populariseret i en høj grad og dels tillægger den planeterne og Månen en alt for stor indflydelse. Og endelig mener jeg, at astrologien tager fejl, når man regner selve fødslen og ikke undfangelsen som startpunkt for et nyt individ.

Men det, som efter min mening gør den moderne astrolog mest utroværdig er, at den er helt ude af trit med næsten et helt stjernetegn! Astrologien har helt bortset fra det faktum, at forårsjævndøgnspunktet flytter sig med 1 grad hvert 72. år på grund af, at der er en forskel imellem det jordiske år og stjerneåret. Resultatet af denne misere bliver, at et barns horoskop bliver sat ind i et forkert stjernetegn! Og hvad skal man så tro om det?

Nå, som så meget andet her på planeten, er der også sket en udvanding af astrologien. Vil man alligevel anvende noget med astrologi som vejledning i sit liv, må man prøve efter bedste evne at søge tilbage til noget mere oprindeligt og forsøge at billeddanne og belyse emnet med nogle moderne oplysninger. Således at indholdet bliver en blanding af forhåbentlig noget ægte oprindeligt og noget ægte nyt, som indikerer at vi rent faktisk ER børn af Solen.

NOGLE AF SOLENS RYTMER.

Hvem tænker på i det daglige, at Solen bevæger sig rundt om vor galakses centrum med cirka 250 km i sekundet? En hel omgang tager cirka 220 millioner år! Og samtidig bevæger Jorden sig rundt om Solen med cirka 30 km i sekundet! Hvilke svimlende hastigheder og bevægelser!

Solen roterer rundt om sig selv i løbet af cirka 27 døgn. De såkaldte solpletter er et udtryk for den magnetiske aktivitet på Solen. Denne magnetiske aktivitet udviser en rytmik på cirka 21,6 år. Hvert cirka 10,8 år skifter den magnetiske polaritet på Solens fysiske poler imellem det, vi kalder plus og minus, eller nord og sydpolaritet. I øvrigt skulle Solen toppe i dens såkaldte solpletaktivitet cirka år 2000,5 hvilket skulle indebære et nyt omskift i dens magnetiske polaritet.

De 27 døgn og rytmen på 21,6 år, vil jeg benævne som ”de primære kollektive rytmer", der først og fremmest er med til at påvirke livet på Jorden, inklusive os mennesker. Dette er naturligvis meget forenklet, for der er sikkert flere andre faktorer, blandt andet påvirkningen fra energierne i vor galakse og den øvrige energetiske baggrundsstråling.

SOLENS OG MENNESKETS BIOLOGISKE FASER.

Hvordan passer Solens astronomiske rytmer så eventuelt på et menneskes livsudvikling eller overgangsfaser?

Indledningsvis skal man forstille sig, at Solens kollektive rytmer på henholdsvis 27 døgn og 21,6 års cyklusen er i en given fase når et nyt menneske er ved at blive dannet. Dette nye menneske begynder så sin egen rytme og denne rytme begynder ved undfangelsen, og ikke ved fødslen, som en del af den moderne astrologi regner med.

Dermed starter et individ sin egen personlige udvikling på et givet tidspunkt i forhold til Solens aktuelle rytme på de 27 døgn  og 21,6 års cyklusen. På denne måde kan man sige, at der samtidigt kører 2 parallelle forløb, nemlig det personlige forløb, som vore forældre skabte, og det kollektive forløb, som relateres til Solens rytmiske skaberkraft.

SKEMA FOR OVERGANGSFASER.

De forskellige overgange i menneskets udvikling følger altså Solens rytmik, personligt og kollektivt. Derfor inddeles skemaet i Solens fulde cyklus på 21,6 år og faser på 10,8 år. Egentlig burde der også være en inddeling på 5,4 år for at følge en meget gammel tradition for at markere og systematisere menneskets udviklingsfaser og overgange.

 Alder

 Solcyklus

 Solfase

Overgange 

 Fænomener

 00,0 År

 0

 

 Barn

 Foster

 10,8 År

 1/2

1. Fase 

 Seksuel

 K: Menstruation. M: Sædceller & Stemmeovergang

 21,6 År

 1

2. Fase

 Individ

 M&K: Krop udvokset/Spirituel undfangelse

 32,4 År

 1 1/2

3. Fase

 Social

 M&K: Voksenlivets opgaver

 43,2 År

 2

4. Fase

 Astral

 K: Menopause/"Død"/Spirituel fødsel

Via 2 Solcykluser burde et menneske gennemgå en naturlig fysisk og spirituel indlæring.

 K=Kvinde, M=Mand, M&K=Begge.

Disse fasers indhold er naturligvis ikke ens for drenge og piger eller mænd og kvinder. Her må man forestille sig, at det ene køn fortrinsvis er født med en kvindepolaritet og det andet med en mandepolaritet. Men disse polariteter skifter altså individuelt og i samklang med Solens egenrytme i løbet af hvert individs 10,8 års faser og 21,6 års cyklus.

SOLENS SOLPLET AKTIVITET.

Det er ikke muligt at vide præcist hvornår Solens solplet aktivitet skifter, men den aktuelle periode forventes at være på det laveste vendepunkt først i år 2007.
 

MAKSIMUM   Sep. 2017   Maj 2038
5.4 ÅR PERIODE X   X X
MINIMUM Jan. 2007   Jul. 2028  

Som nævnt ovenfor, er det de kombinerede kræfter fra Solens og Jordens magnetisme som skaber alt liv på Jorden. For at kunne forstå og anvende Solens indflydelse på en persons liv, indsættes personens undfangelsestidspunkt (IKKE fødselsdato!) i Solens aktuelle rytme. Ved at anvende 5.4 års rytmen, 10,8 års rytmen og endelig 21.6 års rytmen, kan man forudsige og forstå de naturlige fysiologiske, psykologiske og spirituelle udviklingsfaser og overgangsperioder i en persons liv.

KVINDENS BIORYTME.

Hvad angår kvindens menstruationscyklus, så antages det nærmest som en universel accepteret sandhed, at denne rytmik har noget med Månens rytme at gøre. Gad nok vide hvordan en sådan myte er opstået? I den moderne astrologi symboliserer Månen den ubevidste side, hvilket efter min mening passer godt nok for den eller de personer, som har lagt bevidsthed til en sådan skrøne.

Når jeg tænker på, hvad vi kender til Månen ud over de romantiske oplevelser, som den jo helt klart giver, så kan jeg ikke forestille mig, at den i sig selv har så megen energetisk liv, at den kan påvirke ret meget andet end at trække i vore jordiske vandmasser – hvilket også er en moderne myte som ikke holder, men mere om det i afsnittet om Kosmologi.

Men en rytme, der er nok så energetisk og som meget mere sandsynligt ligger til grund for kvindernes menstruationsrytme, er rytmen på Solens egen rotation på cirka 27 dage. Det er efter min mening denne rytme, som styrer kvindernes cyklus. Alt andet synes for mig at være lunatisk tågesnak.

Det mest markante skift eller overgang, vi kender og hører om, er vel nok det, som kvinderne oplever når den 2. helcyklus på  43,2 år er nået. Her standser kvindens ægproduktion og den berygtede ”overgangsfase” er indtruffet. Ægproduktionen stopper fordi kvinden kosmologisk og kvalitativt er knyttet til Jordens korterevarende evne til at give form til alt fysisk liv.

Når mandens sædproduktion tilsvarende ikke stopper på dette alderstrin, hænger det sammen med at mandens specifikke, kosmologiske egenskab er kvalitativt tilknyttet Solens lys og Solens længerevarende og stadige produktion af energier.

Men manden har også et markant skift på dette alderstrin, men det hører man ikke så meget om. Dette bunder nok deri, at de fleste mænd er så involveret i udadvendte gøremål, at de ikke mærker meget andet til denne fase end nogle symptomer, som de kan gå til lægen og få piller for.

Det er ellers heller ikke noget at spøge med når denne fase indtræffer for en mand, som er opmærksom nok og har mod og tid nok til at føle, hvad der egentlig ligger i denne overgangsfase. For ligesom kvinden oplever ”en lille fysisk død” med ophøret af menstruationen, oplever manden ”en lille psykisk død”, som virkelig kan lave om på mandens sind og indholdet i den daglige tilværelse.

Dette gælder især i vore tider, da man ikke mere er opmærksom på, at sådanne faser og overgangsoplevelser er ganske naturlige. Så meget sværere er disse faser også, fordi der ikke mere er tradition for, hvad man skal gøre med sig selv, når de forskellige overgange indtræffer. Eller hvor man skal kunne hente hjælp, for at komme helskindet igennem faserne med sin sunde fornuft i behold.

Derfor har og havde de fleste oprindelige naturreligioner nogle nøje fastlagte ritualer for både piger og drenge, kvinder og mænd. Og hvis man så kan forestille sig, at man som et individ i et sådant samfund blev styret igennem disse faser af overgange, hjulpet af samfundets ældre, der selv havde oplevet indholdet og betydningen, så kan man vel også forestille sig, at det har været oplevet trygt og man har været i gode hænder, hvis man har haft behov for hjælp.

HØNEN OG ÆGGET.

Hvad kom først: Hønen eller Ægget? Set ud fra en snæver og lineær tidshorisont er svaret på spørgsmålet umuligt. Set ud fra et synspunkt om at alt liv i kosmos er muligt til alle tider og under de rette forudsætninger, så er svaret JA til både Hønen og Ægget. Alt liv som vi kender det, er et resultat af stråleenergier som former materien.

Solen udstråler kraftige lysenergier der påvirker Jordens magnetiske felt som presses ud i en oval form. Dette samspil imellem Solens og Jordens magnetiske felt skaber selve formen på fuglenes ÆG og når der sker en befrugtning af ægget skabes delingen af cellerne via påvirkningen af Jordens rotation. Æggets gule blomme er Solens farvepåvirkning og de 2 sorte prikker som hurtigt dannes i ægget bliver til fuglens øjne som er dannet af Jordens 2 poler.

"SANKT PETERS LEG".

Figuren herunder er en skitse af et gammelt tællesystem, der engang i middelalderen blev omdøbt til ”Sankt  Peters Leg”. Oprindeligt har tælleværket nok skullet medvirke til at leve et godt liv med alle dets faser og overgange her på Jorden i takt og pagt med naturens rytmer, men da Sankt Peter senere hen fik den ære at lægge navn til tælleværket, gjaldt det sikkert nok så meget om bekymringen for livet efter Jorden.

Det er min overbevisning, at et sådant og andre gamle tællesystemer har noget at gøre med et system, hvor Solens cyklus sættes i relation til menneskets fødsel, vækst og de såkaldte overgange og  udviklingsfaser i livet. Som omtalt i afsnittet om Nogle af Solens rytmer, har Solen en fuld cyklus på 21,6 år med et magnetisk skift hvert 10,8 år. 

Opdeles denne 10,8 års rytme endnu en gang, fås 5,4 år. Eller med andre ord 5 år/streger og 4 måneder/streger. Dermed er Solens livsgivende rytmik sat i et system, som især blev brugt til menneskenes overgangsfaser i livet. Med denne inddeling på 5 og 4 fås det meget hellige tal 9. Og det eneste, "man" i dag ved om tællesystemet i Sankt Peters Leg er, at det havde et eller andet at gøre med netop 9 tallet. 

Et tilsvarende stregsystem ses med den såkaldte Ogham- skrift fra England. Tegnene ses oftest indridset på hjørnekanter af megalitstene. I dette system anvendes der også 5  og 4 streger på hver side af en stenkant eller en linie. Oprindelig har tegnene med stor sandsynlighed nok ikke været et egentlig skriftsprog, som vi forstår det i vor tid.

Tegnene har nok undergået samme udvaskning af betydningen som mange andre gamle tegnsystem, ved at overgå fra en oprindelig pictografisk betydning, hvor hvert tegn betyder en situation eller en tilstand, til en akademisk og bogstavelig betydning, hvor hvert tegn er blevet reduceret til et lydtegn, hvorved den oprindelige mening ofte reduceres til noget meningsløst.

RØKS STENEN

 

Roeks Stenen, Østergøtland i Sverige, viser 3 skråtstillede kryds med det samme stregkodesystem, for nu at anvende et moderne udtryk. Jeg tror ikke, at dette er en tilfældighed med en rimelig stor lighed i stregerne på forskellige kultsteder. Det må være et udtryk for en funktion, der har været så vigtig, at det har givet sig udtryk i mange kulturers tidsaldre. Måske også som ”spil” i form af diverse kuglespil, tavlebræt og spil med pinde.

HVAD HAR MAN FORESTILLET SIG?

1. Der er 3 "møller".

2. Stregerne på "vingerne" går fra 1-5

3. Så er der et "halvmånetegn" på den 3. mølle til højre.

4. Der er et "Uendelighedstegn" nederst under den venstre mølle.

I Nordisk Mytologi er der 3 verdener og 4 retninger i Midgård, Asgård og Udgård. Kan møllerne symbolisere disse 3 verdener og deres 4 retninger? Men hvad så med tallene på "møllevingerne"?

Menneskene lever i Midgård = "i midten; der hvor man lever og opfatter tingene fra".

I Asgård "lever" der nogle mystiske (hvide/lyse) væsener der kan forvandle sig fra menneske til forskellige dyr og med alle alle slags egenskaber. Asgård er Stjernehimlen (hvide, lysende)i Nordisk Mytologi med med diverse menneskelige fantasibetegnelser for Stjernekonstellationerne der jo tilsyneladende drejer rundt og derved skifter fra opstigende til nedstigende betydninger. "En Gud stiger op i Himlen og dør på vej ned"; "et dyr fødes og dør"; et menneske fødes og dør"; "en Fugl Fønix flyver op i Himlen, lander i Havet eller på Jorden, dør og stiger igen op", etc. etc. Det er kun fantasien som sætter grænserne.

I Udgård "lever" Jætterne som er tilknyttet Skabelsesfortællingen i Nordisk Mytologi. Jætterne er de største (hvide, lyse eller grålige) gudevæsener i Nordisk Mytologi. Det største naturfænomen et menneske kan observere om natten, er udseendet af Mælkevejens hvide eller grålige bånd der hvælver sig hen over hele nattehimlen.

"MØLLERNE" - OG DE 3 VERDENER

Alle mytologiske fortællinger begynder med fortællingen om Skabelsen og Jætterne. Kan 1 mølle betyde noget om den Skabelse der er forbundet med Mælkevejen/Udgård?

Efter fortællingen om Skabelsens forhold, fortsættes fortællingen med hvordan stjernerne på nattehimlen blev skabt. Kan 1 mølle betyde "noget med natten på Jorden og Stjernernes gang"? (Asgård)

Derefter kommer fortællingen om livet det sted man bor på Jorden/Midgård om hvordan man indretter sig med de daglige forhold igennem årets sæsoner. Kan 1 mølle betyde noget med livet og dagligdagens forhold på Jorden/Midgård?

Det er jo ikke sikkert i hvilken rækkefølge man skal tyde Roeks Stenens 3 Møller, men Uendelighedstegnet under den venstre mølle kunne sandsynligvis tilknyttes Skabelsesfortællingen i Nordisk Mytologi. Hvis det forholder sig således så er rækkefølgen:

Den venstre Mølle er tilknyttet Skabelsesfortællingen og Udgård; Den midterste er tilknyttet Stjernehimlen og Asgård og den højre er tilknyttet Jorden og Midgård. Uendelighedstegnet under den venstre Mølle betyder så måske "det evige område hvor Skabelsen foregår altid". Og den halvmåne formede bue på den højre Mølles   nederste venstre møllevinge kan måske symbolisere den faktiske Måne og dens flerårige cyklus.

Men der er også et andet perspektiv med "halvmånetegnet" og det kan dreje sig om begrebet "Underverdenen" i Nordisk Mytologi. Hvis man forestiller sig hvorledes man skal billeddanne noget "under Jorden" har man vel kun himlen over Jorden at gå ud fra og derfor kan tegnet eller symbolet for Underverdenen blive dette ?

SPEKULATIONER OM SOL-RITUALER

Som nævnt ovenfor i "Skema for overgangsfaser" har jeg en ide om at mennesket udviklings- og livsforløb kunne hænge nøje sammen med Solen rytmer. Hvis man har lavet en mere specifik rituel inddeling på hver gang Solen skifter de magnetiske poler, så får man en inddeling på Solens 21,6 års rytme hvor de magnetiske poler i Solen vender hver 10,8 år. Har man været endnu mere specifik kan de 10,8 år også deles en gang mere til 5,4 års faser og altså på med denne opdeling få 4 x 5,4 år for en hel Solcyklus. Dermed kan man operere med dobbelt så mange tal; altså tallene 1-2-3-4 på Roeks. Men hvordan skulle de kunne have fået et så specifikt kendskab til Solens interne rytme? Vel kun spirituelt? Og hvad så med "stregkoden" for 5 på den højre mølle?

RETNINGER I DE TRE VERDENER

Det er nok mest troligt, at stregerne på Roeks stenen har noget at gøre med de 3 Verdeners/Gårdes forhold og de 4 verdenshjørner/retninger i de 3 kosmiske områder som gør det muligt at være orienteret på flere planer i livets forhold.  I så fald skal der vel være 3 x 4 retninger i hver Mølle for de 4 retninger i de 3 "gårde" og da alle retninger således er "brugt op" er der vel kun 2 muligheder tilbage for betydningen af 5-tallet: Enten Op eller Ned. Og hvorfor så ikke tro at 5 tallet betyder Ned da det sidder nederst til venstre på den højre møllevinge? Men - det er jo bare spekulationer.

DET KOSMOLOGISKE SAMSPIL IMELLEM DE 3 VERDENER

Jorden (Midgård) har døgnet som 1 Hjul. Solen (Asgård) har 1 fælles Hjul med Jorden for Årets Sæsoner og Stjernehimlen har 1 Hjul for Stjerneåret. Der er altså disse tre Hjul der skal holdes øje med for at følge med i det kosmologiske samspil i de 3 dimensioner. Men der kan opstå et problem på længere sigt. For Jordens år har ikke den samme længde som Stjerneåret der er cirka 4 minutter kortere en et Jordår.

Dette medfører at der er 2 Hjul/Møller (Døgnet og Jord/Sol)) som man kan regne med i en uendelighed, men Hjul 3 er ikke til at regne med over mange generationer idet Hjulets/Møllens retninger forskydes "baglæns" med 1 grad hvert 72. år.

Det er jo ikke noget at regne med, kan man jo så sige. Men hvis dine forfædre og formødre har boet i flere århundreder på samme egn og har bygget noget så stort og jordfast som f. eks. Stonehenge, så er de megalitiske stenmarkeringer for det 3. Hjul altså "faldet for datomærkningen" efter nogle få hundrede år og på et tidspunkt har man måttet ændre på de tunge sten eller flytte hen et andet sted og bygge et nyt kultisk anlæg.

Og for eksempel i Stonehenge´s tilfælde har det jo været et kultisk anlæg siden 3.100 år før vor tidsregning. Og i den periode mener man at der er ikke mindre end 7 væsentlige ombygninger, hvoraf nogle sagtens kan skyldes tidsforskellen imellem Jordåret og Stjerneåret.

På de i alt 5.100 år for Stonehenge perioden har Stjerne-Hjulet/Møllen drejet hele 71 grader i forhold til de 2  andre hjul  - og hvis man havde meget stor respekt for nøjagtigheden af det kultiske anlæg og for den korrekte mytologiske forklaring, så var man altså nødt til at lave om på anlægget eller flytte hen til et andet sted og måske dette kan være en mulig forklaring på, hvorfor mange kultiske anlæg ser ud til at være forladt uden nogen anden åbenlys årsag.

HÅND & TÆLLING.

Billede 1 viser et såkaldt "Solhjul" med en hånd øverst og nogle streger på en noget forvitret rund sten. Billede 2 er en optegning af en dansk helleristningssten. Solens rytme kan her være opdelt til en fjerdedel og registreret med håndens 5 hele år og stregernes 4 måneder.

CIRKLER AF UDVIKLING.

Mange af de oprindelige folkeslag har opstillet deres rituelle system for overgangsfaser i form af cirkler, som hver symboliserer et led i disse faser ligesom i det følgende eksempel.

 Cirkel Nr.  Betegnelse  Kvalitet  Symbol
 1  Jegets cirkel  Barn  Mus
 2  Familiens cirkel  Forældre  Bjørn
 3  Folkets cirkel  Jæger. Samler. Kriger  Bison
 4  Jordens cirkel  Medicin M/K  Ørn
 5  Himlens cirkel  Høvding M/K  Regnbuens farver

Disse cirkler blev og bliver af mange oprindelige folkeslag kaldt for ”de 5 verdener”. Dette tolker vor tids forskere, og nogle oprindelige folkeslag i vor tid, ofte som 5 længere historiske og kommende tidsepoker af en udvikling, som til sidst indebærer en undergang af næsten alt imellem Himmel og Jord, hvilket er en bogstavelig fejltagelse.

En sådan tolkning bliver naturligvis helt afsporet, da der er tale om død og genfødsel med forskellige overgange i et menneskes liv. De såkaldte 5 verdener ville vi i dag nok betegne som 5 faser af livets udvikling eller dimensioner af erkendelse.

Som et eksempel på, hvordan farver kommer ind i et rituelt forløb, kan man forestille sig, at den røde farve er karakteristisk for pigens indvielse når hun er på vej til at komme i pubertetsalderen. For drengens vedkommende kunne ritualet til pubertetsalderen karakteriseres med den hvide farve, som symbol for hans evne til at producere sædceller.

Den mest naturlige, oprindelige og fælles religion for alle folkeslag på denne planet har været og er den religion, som decideret er baseret på Solen og dens skabende, rytmiske kraft. Og i modsætning til mange af de sekteriske dannelser af religiøse retninger med mere eller mindre divergerende opfattelser af, hvorledes det religiøse begreb skal opfattes, er dyrkelsen af Solen en religion, som hos vore formødre og forfædre globalt var en fælles opfattelse som samlede og som i fremtiden kunne være med til at eliminere diverse snæversynede og cementerede religionsstridigheder.

Links til Solreligion:

http://www.google.dk/search?hl=da&q=solreligion&btnG=S%C3%B8g&meta=

http://www.google.dk/search?hl=da&q=sunreligion&btnG=S%C3%B8g&meta=

TOP


 

GLOBALE HELLERISTNINGER, MYTOLOGISKE BILLEDER, MYTOLOGISKE/RELIGIØSE FORTÆLLINGER OG PERSONLIGE VISIONER SAMMENLIGNET MED MODERNE ASTRONOMI, ASTROBIOLOGI OG KOSMOLOGI