WWW.NATIVE-SCIENCE.DK       
 
 MÆLKEVEJENS MYTOLOGI OG KOSMOLOGI
 
VelkommenKAPITLER> Religion Tro og Intelligens MYTOLOGI> Historisk Mytologi Atlantis Moderne MyterMYTER OG KOSMOLOGI> Nordisk Skabelsesmyte DarwinAKTUEL KOSMOLOGI> Lineær Universel Anomalier BioHazard HELLERISTNINGER> Typebeskrivelser Stjernebilleder Nordpolen Natur Symboler GALAKSENS BILLEDER> Galaksens Mytologi Konturer Gudinden, Kvinde og Dyr Gud, Mand og Dyr Storguden Gudens Attributter Mytisk Skib Adam og Eva Drager og Helte Galakse-Spiralen Kult-Retninger ∞  GalakseRitual  ∞  Rituel Boplads Bautastene SOLSYSTEMET> Astro-Arkaeologi Solsystemet Solkalender Solreligion Medicin Hjulet DIVERSE> Visioner og Drømme Kontakt og Links Forsiden

MYTERNES KOSMOLOGI

EN KOSMOLOGISK NYFORTOLKNING AF SKABELSESBERETNINGEN I DEN NORDISKE MYTOLOGI.

Ved at sammenligne de mytologiske forklaringer med moderne Astronomisk og Kosmologisk viden, er det muligt at sandsynliggøre en fælles viden, der på den ene side er erfaret spirituelt eller intuitivt med den moderne viden der er erfaret via teknologiske måleinstrumenter. I den grad dette lykkedes, kan man fremføre den påstand, at mennesket kan sanse utroligt meget mere end man aner og at denne form for erkendelsesmetode er bedre til at skabe en cirkulær og følelsesmæssig helhedsopfattelse end den det lineære verdensbillede som moderne videnskab umiddelbart kan formidle.

Og en endnu mere horribel påstand i vor teknologiske verden er dermed: At mennesket kan undvære de teknologiske metoder til at skaffe sig viden om Kosmos. For når man forstår den genuint mytologiske forklaring, erkender man at mennesket i mange årtusinder intuitivt/spirituelt har forstået endda endnu mere end hvad den moderne kosmologiske videnskab har formået at formidle af erkendelse hvad angår en helhedsforståelse af processerne i Skabelsen.

EN MODERNE NYFORTOLKNING AF SKABELSESBERETNINGEN I DEN NORDISKE MYTOLOG STARTER HER:

(Mytologisk fortælling i blå skrift - kommentarer og forklaringer i denne skrift)

 

DEN NORDISKE MYTOLOGI - LAG PÅ LAG AF FORTÆLLINGER:

Når man "roder med" gamle overleveringer, og vel især med Nordisk Mytologi?, må have for øje at der, bortset fra selve Skabelsesfortællingen, op igennem tiderne er samlet lag på lag af fortællinger fra tidsepokerne om de mytologiske deltagere, deres karakteristika og deres attributter. Men hvis man er så heldig at have et godt udgangspunkt for at se hvor myterne stammer fra, så kan man alligevel se nogle fælles karakteristika hos de overleverede mytologiske deltagere i den opsamlede Nordiske Mytologi som sandsynliggør, at der er/kan være tale om det samme indhold men beskrevet med forskellige "persondata". Er man meget i tvivl om hvad der hænger sammen med hvad, kan man hente hjælp i Sammenlignende Mytologi, hvor Guder, Mennesker og Dyr ofte har en forbløffende og dog fuldt forståelig lighed. Naturligvis - de har jo samme oprindelse!

VANDET OG LUFTEN I SKABELSESFORTÆLLINGERNE

Der er især 2 grundsymboler eller elementer der er beskrevet i mange Mytologiske eller Religiøse overleveringer, og det er vand og luft. Tager man det filosofiske udgangspunkt at de gamle fortællinger på det nærmeste er overtroiske skrøner, så er man allerede på vej til både at misforstå og undervurdere fortællingerne.

Skal man forstå de gamle fortællinger, må man som udgangspunkt være åben og dernæst prøve at forstå de gamle fortællinger på en moderne måde. Som et eksempel på en moderne forståelse, kan man prøve at se på den Egyptiske Skabelsesfortælling:

Urhøjen og Atum
Urhavet var først uden form og orden. Af Urhavet rejste der sig en høj Nun. På højen var Atum som skabte guden Shu og gudinden Tefnut som betyder luft og fugtighed. Tefnut = Vand og Shu = Luft. Hvad betyder dette rent kosmologisk?

- Hydrogen (græsk hydōr "vand" og genes "skaber") har atomnummer 1 og det er anslået til at udgøre 3/4 af Universets masse. Helium (Luftart) er et grundstof, der i det periodiske system har atomnummer 2 og indleder gruppen af ædelgasser. Helium er det mest almindelige og næst letteste grundstof i det kendte univers. Måske er det lige netop præcis hvad de gamle fortællinger omhandler? Og langt de fleste gamle fortællinger om Skabelsen omhandler jo beskrivelsen af disse grundelementer!

Af dette gudepar fødtes jordguden Geb og himmelgudinden Nut. Shu adskilte himlen og jorden ved at løfte himmelgudinden op så hun kom til at danne himlen med sin bøjede ryg. Hun støtter sig på hænder og fødder over Jorden der ligger under hende. Det midterste billede herover er et Atlasbillede af den sydlige himmels konturer af Mælkevejen. Det indtegnede mærke til venstre på den hvide figur markerer Galaksens center i stjernebilledet Skytten. På begge sider er kulturbilleder fra Egypten af Himmelgudinden Nut = Nat (fordi galaksens konturer kun er fysisk synlige om natten) og på det højre billede ser man en udstråling fra gudindens livmoderområde der tilsvarer det indtegnede Galaktiske center på Atlasbilledet.

Således forstået ser det ud til at man kan glemme al tale om "primitive kulturer"; overtroiskhed; symbolmæssigt billedvås etc. etc. fra gamle fortællinger om Skabelsen. De skal bare forstås på en moderne måde! Og for virkelig at kunne forstå at de gamle kulturers Skabelseshistorie udtrykker en fælles historie om Jorden, må man mentalt kunne indsætte de forskellige historiers mennesker og dyr ind i de rette Astronomiske og Kosmologiske sammenhænge.

SKABELSENS GINNUNGAGAB:

Fortællingen om Skabelsen i den Nordiske Mytologi tager fart i det rene ingenting, Ginnungagab.

Fortællingen kan næsten umiddelbart sammenlignes med videnskabens moderne tese om Big Bang: "Før der var NOGET, var der INTET". Begge fortællinger skal man nok ikke tage som noget Absolut; de er dybest set kun et udtryk for en fortælleteknik i forsøget på at forklare de grundliggende kosmologiske og principielle forhold for al skabelse. Altså med den hage, at den moderne videnskab ikke er enige i at fortælle om "hvorvidt der var noget før der var noget".

Fra centeret i Audhumbla flyder disse 4 arme/floder ud og giver næring til/skaber jætten Ymer, som er fortællingens symbol nummer 2.

Et Atlasbillede af konturerne på den Nordlige og den Sydlige himmel og et Egyptisk billede i midten med samme motiv. Det kræver vel ikke meget fantasi til at forestille sig at det venstre Atlasbillede kan forestille en liggende mand og at det højre Atlasbillede kan forestille en kvinde. Ser man nøje på det egyptiske billede, er der tydeligt tegnet stjerner "på kroppen". Den egyptiske gudinde der hvælver sig hen over alt liv på Jorden, kaldes Nut og hun hedder Nat i den nordiske mytologi. Altså en figur man kan se om natten og denne figur er konturerne af Mælkevejens hvide/grå bånd der hvælver sig i en bue over hele himlen om natten. Det samme gør sig gældende for konturerne af Mælkevejens konturer på den nordlige nats himmel, men her drejer det sig om en mandlig figur. Enten som dyr eller menneske eller begge dele, hvilket faktisk også gør sig gældende for symbol- og billeddannelsen af Mælkevejens sydlige konturer. De to Atlasbilleder på begge sider viser hvor det egyptiske motiv ovenover kommer fra.

Ymer drak af de 4 floder. Mens Ymer lå og sov voksede to mennesker - en mand og en dame - ud af hans armhuler. Hans fødder skabte en søn. Fra dem stammer jættefolket Rimturser. Af jætten Ymer dannes hele vores verden senere - himmel og skyer, jord og klipper.

En såkaldt Bar-Galakse, og galaksen Mælkevejen sammenlignet med en Orkan med samme bevægelse.

Moderne videnskab mener, at der i centeret af de fleste galakser findes et såkaldt "sort hul" hvor alt suges ind og forsvinder. For det første er der intet der kan forsvinde, men det kan sagtens forvandles i en sådan proces. For det andet er der ikke tale om at noget bliver suget ind i vores Skabelseshistorie her. Her er det stik modsat: Der er tale om at noget flyder ud og breder sig og dermed er fortællingen ikke overensstemmende med den gængse naturvidenskabelig opfattelse af egenskaberne i vores lokale galakse.

Der er væsentlige forskelle på galaksers udseende der direkte kan fortælle noget om hvad der sker i en bestemt galakse. I nogle galakser ser man vinkelrette udstrålinger af stof, en såkaldt "bar" eller arm, stråle et vist stykke ud fra centeret, hvorefter armene pludselig afbøjes. Der er altså tale om en udvidelse i dette tilfælde. Men da alt i Universet udvides og sammentrækkes skal der nok også findes galakser hvor der sker en sammentrækkende bevægelse ind imod centeret. Det er ligesom højtryks- og lavtryksspiraler: De drejer hver deres vej rundt og lavtrykket drejer venstre om, suger ind og op, medens højtrykket drejer højre om og suger ind og ned. (Eller noget i den retning, jeg er ikke 100% sikker). Og begge har et spiral-øje som man kan se igennem, medens det samme øje i en galakse bare ser sort ud fordi der ikke umiddelbart er nogen lyskilde at se bag hullet.

Fra Muspelheim kom der stadig gnister. Dem "brugte guderne" til at skabe stjernerne solen og månen. Mundilfare havde to børn, en pige og en dreng.  Det syntes guderne ikke om, så de tog børnene og satte dem op på himlen. Sol styrer den rigtige sols vogn. Sol kører hurtigt, for lige i hælene på hende er ulven Skoll. Ulven indhenter hende hver aften. Måne styrer månens vogn og råder i ny og næ for månefaserne, mens han prøver at køre fra ulven Had.

Bemærkningen "Det syntes guderne ikke om, så de tog børnene og satte dem op på himlen", burde egentlig komme før: "Han syntes de var så smukke, at han kaldte pigen for Sol og drenge for Måne" og første sætning er en tydelig understregning af, at der er tale om noget som ikke hører menneskenes Midgård til.


Nat er datter af en jætte. Hun blev gift med asen Delling, og sammen fik de en søn, Dag.  Han er lige så lys, som moderen er mørk. Dag og Nat skiftes til at køre på himlen. Nats hest hedder Rimfakse, og hver aften falder skum fra dens bidsel ned på jorden som dug. Dag hest hedder Skinfakse, og jorden får lys fra skinnet i dens manke.

Fortælling om Mælkevejens figurer; "Han" er lys fordi man kan se ham på nattens himmel som en hvid kontur af Mælkevejen - og "Moderen" er mørk fordi hun ikke er synlig med de fysiske øjne her fra den nordlige hemisfære.

DET TREDELTE VERDENSBILLEDE:

Tallet 3 symboliserer det samlede Verdensbillede der i Nordisk Mytologi opdeles i Midgård, Asgård og Udgård (Som igen kan opdeles i hver 3 afdelinger)

I Nordisk Mytologi omtales der 3 Gårde, nemlig Midgård med menneskene, Asgård med stjernebillederne som beskrives af menneskene med fantasibilleder af dyr eller mennesker og endda med en blanding af begge dele, og endelig Udgård hvor "beboerne" alle er betegnet som store (og Hvide/Grå/Lyse), nemlig Jætterne.

Den skematiske tegning i midten, flankeret af 2 helleristningsbilleder fra Irland og Sverige, viser den tredelte verdensinddeling i Nordisk Mytologi. Nummer 1 er det sted hvor du bor hvor end du bor på Jorden; 2 er planeten Jorden eller Midgård; 3 er Stjernehimlen, Asgård og 4 er Mælkevejen, Udgård, med dens grå/hvide bånd hvælvende over nattens himmel, symboliseret med "store hvide mennesker eller dyr"; altså "jætte-store hvide figurer og symboler". Det er her jætterne "bor".

VERDENSTRÆET YGGDRASIL:

Yggdrasil er et vældigt asketræ. Dets krone, der altid er grøn, går helt op til himlen, og dets tre rødder ender i tre forskellige verdener. Den ene går til det underjordiske Hel, hvor dragen Nidhug gnaver i den, og hvor også Urds brønd er placeret. Den anden går til Mimers brønd og derfra helt til Jotunheim. Den tredje passerer Hvergelmer og løber over Niflheim. I Yggdrasils krone lever fire hjorte, Dain, Dvalin, Dunør og Duratro, der æder træets blade. I toppen sidder en ørn, og på dens næb sidder høgen Vederfølner og skuer ud over verden.

Fortællingen om verdenstræet Yggdrasil har til formål at forklare hvorledes livet på Jorden skabes. Her skal man forstille sig hele Jorden og at der midt igennem Jordens roterende akse er plantet et Træ med kronen hævet op over Jorden og med rødderne tilsvarende strækkende sig ud i Jordens atmosfære på den modsatte halvklode.

Verdenstræet handler om de kræfter der virker i Jorden og ud i Jordens atmosfære. Det er Jordens Geomagnetiske og Skabende kræfter som går langt ud Jorden i rummet og derfor er Stjernebillederne også i spil med fortællingen om Ask Yggdrasil som en forklaring på hvilke stjernebilleder man ser på den sydlige og den nordlige halvklode og om hvilke fælles stjernebilleder der er synlige fra Jordens ækvator. Der fortælles om stjernebilleder som bevæger sig og om et område på nattens himmel som tilsyneladende står stille, nemlig billederne/stjernerne der symboliserer punkterne på nattehimlen for den tænkte Geografiske Akse der peger ud i verdensrummet i henholdsvis den geografiske Nord- og Sydpol.

Der er med andre ord tale om at beskrive et Kosmologisk forløb i Årets Sæsoner; hvilke Stjernebilleder der ses under årets forløb; hvor polstjernerne er placeret; og ikke mindst: Hvorledes den Geomagnetiske Skaberkraft stiger op og synker ned igennem årets kredsløb og derved får alle vækster og træer til at gro og visne på begge halvkloder i løbet af år.

- Om foråret kan man ofte se at jorden damper. Det er fordi jordvarmen stiger FØR jordens overfladetemperatur og jordvarmen stiger fordi Jordens INDRE magnetiske kræfter øges og sænkes vekselvirkende på hver halvklode i løbet af årets kredsløb. Og hvis man skærer en ridse i et træ tidligt om foråret, kan man se saften flyde ud længe før at der kan være tale om teorien om Solens direkte varme/lys og den dermed forbundne klorofyldannelse. En teori som jeg i øvrigt godt kan sætte spørgsmålstegn ved. (Og ser man på knopdannelsen i træer og øvrige vækster igennem årets forløb, er der jo i virkeligheden slet ikke tale om at væksten i det hele taget stopper eller begynder). Men der er altså IKKE tale om Solens direkte opvarmning af jordens overflade om foråret i første omgang, men om en indre geomagnetisk opvarmning der vekselvirker i planeten Jorden.

Der er snarere tale om, at Solen indirekte har en indflydelse med indstrålingen af Solvindens elektromagnetiske udladninger som påvirker Jordens magnetiske felter og at denne påvirkning får Jordens INDRE varme til at stige og falde vekselvirkende på hver af Jordens halvkloder i løbet af årets kredsløb. Og det er egernet RATATOSK der er symbolet for denne skabende rytme.

Ratatosk er et rendende egern på asken Yggdrasil. Ratatosk kan bevæge sig frit fra isens verden til ildens verden og imellem de 3 Verdener. Ørnens ord skal han ovenfra bære og fortælle Nidhug forneden. Han taler med alle, både Aser og Norner. Nidhug er et væsen, der ligger ved brønden Hvergelmir. Nidhug er altid i stridigheder med den Ørn, der beboer Yggdrasils top. Egernet Ratatosk, der bringer bud mellem alle, bringer avindsord mellem de to fjender.

Ørnen er et stjernebillede der er placeret øverst i Ask Yggdrasil. Nidhug er et andet stjernebillede ved "træets rødder", og  Ratatosk, "den vekselvirkende magnetiske skaberkraft fra Solen og Jorden", bevæger sig op og ned igennem årets kredsløb. "Ilden" hænger her sammen med både ilden i Muspelheim, Solens ild og Jordens varme og "isen" er tilknyttet isen/kulden i Niflheim.

- Der er gjort mange forsøg på at illustrere hvorledes Verdensbilledet ser ud i den Nordiske Mytologi.

RAGNAROK

Er IKKE en fortælling om et uopretteligt og totalt kaos som mange mennesker almindeligvis forbinder med "verdens endelige undergang"! Ragnarok fortæller simpelthen bare i malende og omfattende beskrivelser, hvordan alle deltagere i Midgård, Asgård og i Udgård "dør og genfødes". Der fortælles simpelthen om det kosmologiske og rytmiske forløb som Jorden og alt dens liv gennemgår i løbet af Årets Kredsløb, der måles via Solen, Månen, Stjernerne og galaksen Mælkevejen.

- Med denne beskrivelse slutter jeg foreløbigt den mytologiske beretning hvad angår den egentlige og grundliggende fortælling om Skabelsen i den Nordiske Mytologi.

TOP

 

 

GLOBALE HELLERISTNINGER, MYTOLOGISKE BILLEDER, MYTOLOGISKE/RELIGIØSE FORTÆLLINGER OG PERSONLIGE VISIONER SAMMENLIGNET MED MODERNE ASTRONOMI, ASTROBIOLOGI OG KOSMOLOGI