WWW.NATIVE-SCIENCE.DK       
 
 MÆLKEVEJENS MYTOLOGI OG KOSMOLOGI
 
VelkommenKAPITLER> Religion Tro og Intelligens MYTOLOGI> Historisk Mytologi Atlantis Moderne MyterMYTER OG KOSMOLOGI> Nordisk Skabelsesmyte DarwinAKTUEL KOSMOLOGI> Lineær Universel Anomalier BioHazard HELLERISTNINGER> Typebeskrivelser Stjernebilleder Nordpolen Natur Symboler GALAKSENS BILLEDER> Galaksens Mytologi Konturer Gudinden, Kvinde og Dyr Gud, Mand og Dyr Storguden Gudens Attributter Mytisk Skib Adam og Eva Drager og Helte Galakse-Spiralen Kult-Retninger ∞  GalakseRitual  ∞  Rituel Boplads Bautastene SOLSYSTEMET> Astro-Arkaeologi Solsystemet Solkalender Solreligion Medicin Hjulet DIVERSE> Visioner og Drømme Kontakt og Links Forsiden

Darwins guddommelige Skabelse

Af Naturfilosof Ivar Nielsen, Pileløkken 7, 3770 Allinge

I 2009 er det 150 år siden, at Charles Darwin udgav værket ”Om Arternes Oprindelse” og den 12. februar er det 200 år siden, at han blev født.

Vel meget få andre værker har skabt så megen kulturel og religiøs debat og holdt debatten i gang så længe. En debat der i vore tider er blusset ekstra meget op med især Creationisterne, som mener at alt skulle være skabt af en Gud, ganske bogstaveligt som der står skrevet i Det Gamle Testamente.

Der findes et utal af Skabelsesberetninger fra befolkninger overalt på Jorden. Fortællinger som i bund og grund er utroligt enslydende og er meget sammenlignelige når man får rigtig fat i de mytologiske billeder og fortællinger. Og især hvis man kan finde ud af hvad billederne og fortællingerne kan relatere sig til i vores moderne verdensbillede.

- Desværre er det bare ikke så ligetil for et moderne menneske at finde ud af hvad fortællingerne og symbolikken omhandler i Skabelsesberetningerne, der jo i mangt og meget beskriver nogle forhold som er af en anden verden.

”I begyndelsen” er indledningen på mange folkeslags mytologiske fortællinger om Skabelsesberetningen. Denne indledning skal naturligvis ikke tages bogstaveligt, men som en fortælleteknik i en forklaring som faktisk er meget mere utrolig end hvis man bare læste den bogstaveligt og troede på den. Og allermest utrolig fordi mennesker overalt på Jorden er blevet inspireret og har fået den samme viden via en spirituel indlæringsmetode der overgår al moderne forstand.

Skabelsesfortællingen i den Nordiske Mytologi lægger således ud: I urtidsdagene før der endnu var nogen jord eller nogen himmel fandtes et enormt svælg midt i verden, som hed Ginnungagap. Mod nord var det fugtige, isnende kolde Niflheim og mod syd det tørre og brændende varme Muspelheim. Varmen fra Muspelheim smeltede noget af isen i Niflheim og i midten, i Ginnungagap dannedes levende dråber, som tog menneskelig skikkelse og således blev Urjætten Ymer til.

Tilsvarende lyder begyndelsen på den Egyptiske skabelsesfortælling således: Urhavet var først uden form og orden. Af Urhavet rejste der sig en høj, Nun. På højen var Atum som skabte guden Shu, hvis kvalitet er varme og luft og gudinden Tefnut med kvaliteten kulde og fugtighed.

Hydrogen (græsk hydōr "vand" og genes "skaber") har atomnummer 1 og det er anslået til at udgøre 3/4 af Universets masse. Helium (Luftart) er et grundstof, der i det periodiske system har atomnummer 2 og det indleder gruppen af ædelgasser. Begge elementer tilhører de mest kolde elementer i Universet, men når de smelter sammen indbyrdes og med hinanden, så sættes der en skabelse i gang ved blandingen af det fugtigt kolde og det tørre og varme element.

Det store spørgsmål er så: Hvad er det der sætter skabelsen i gang? Men et sådant spørgsmål er en helt forkert præmis. Fordi Skabelsesmyterne skal ikke forstås som ”noget der engang startede” men som ”noget der foregår altid” og altid har foregået. Der er tale om en principiel beskrivelse i de mytologiske eller religiøse skabelsesfortællinger og ikke om at Universet en gang i urtiden blev skabt af ingenting. Det er ikke tale om et ”Big Bang”.

I Det Gamle Testamente hedder det: Lad der blive lys! Dette udsagn er også bare en fortælleteknik som skal forklare hvad der sætter skabelsen i gang – og hvad der altid sætter skabelsen i gang.

Skabelsesfortællingerne omtaler jo hvad der forgår i makrokosmos eller i Universet. Når et lys rammer en ”urtåge” af hydrogen og helium og andre gasser og stoffer, sættes denne tåge i bevægelse. Oversat til moderne videnskabelige termer: Når f. eks. en stjerne eksploderer, udsendes en elektrisk energi der påvirker en molekylær gas- og støvsky, sætter denne i en hvirvlende bevægelse omkring et center. Skyen opvarmes mere og mere via accelerationen og efter en tid smelter gasarterne og støvpartiklerne sammen.

Det hele imploderer og eksploderer derefter vandret ud fra rotationsplanet, og Vupti!: En galakse er skabt. Eller den første celledeling til et barn er sat i gang. Eller et Solsystem er født. Eller en plantes første celledeling. Eller celledelingen til et dyr eller insekt. Skabelsesfortællingerne beretter dermed at livets basale skabelse foregår i alt og at de mindste byggestene og processer indgår overalt i alt.

- Det indsatte billede i dette Synspunkt er en Stjerneatlas-skitse af de væsentligste konturer af vores galakse, Mælkevejen, som er baggrunden for menneskenes mest fremherskende mytologiske eller religiøse symboler i Skabelsesfortællingerne. Deler man den samlede figur op vertikalt i midten hvor Jorden er indsat, ses den venstre halvdel som konturerne på den nordlige hemisfære og den høje halvdel på den sydlige hemisfære – eller ”down under”.

Ser man figuren som en helhed der kan observeres rundt om Jorden, er der mytologisk tale om Midgårdsormen fra den Nordiske Mytologi eller lignende symboler fra den øvrige verden. Hver halvdels symbol er mytologisk beskrevet både som gud (venstre) og gudinde (højre) og som også er beskrevet som skabelsesdyr af alle slags, alt efter hvad menneskene havde at kunne sammenligne med af lokale dyr.

Et andet fælletræk for de to halvdeles figurer af Mælkevejen var/er at den venstre er mandlig og den højre er kvindelig, jævnfør Adam og Eva. ”Solen” på den højre, kvindelige halvdel markerer centeret i vores galakse Mælkevejen i stjernebilledet Skytten, hvorfra alt liv i vores galakse er skabt. Symbolikken og den religiøse eller mytologiske beskrivelse med denne galaktiske ”kvindelige skabelse” findes hos befolkninger overalt på Jorden.

Og endelig er der en global mytologisk eller religiøs fællesbetegnelse for Mælkevejens figurer, nemlig betegnet med noget stort: Den største gud; Alfader; den eneste gud; den største gudinde; Almoder; den eneste gudinde; Jætter; Giganter; kæmpe pattedyr; slanger; fugle etc. etc. – eller endda kæmpe væsener der er en blanding af mennesker og dyr, såkaldte antropomorfe skabninger. Eller som en blanding af flere dyrearter, ligesom Griffen i det tidligere Bornholms Amts våbenskjold. Disse himmelske figurer er symboliseret af befolkninger overalt på Jorden.

- Den moderne menneskelige videnskab lider af den misopfattelse, at mennesket skaber sig selv. Man mener at vores hjerner er nok i sig selv og den skaber selv vores afkom, hvorfor man også er af den opfattelse, at mennesket ikke behøver at tilpasse sig noget som helst for at overleve som art. I virkeligheden er naturlig menneskelig intelligens afhængig af hvor godt en hjerne er forbundet med naturen på og uden for Jorden.

Som art er vi ikke engang mere så tilpassede, at vi uden besvær kan klare bare de mindste naturlige forandringer som der hele tiden sker via de naturligt forekommende kosmiske energipåvirkninger som er de egentlig drivende kræfter i evolutionen. Selv den moderne ”hygiejne” giver os besværligheder når vi pludselig bliver udsat for naturlige påvirkninger af forskellig art. Opstår der problemer, så reparerer vi det bare med teknologiske eller medicinske hjælpemidler.

Hvad mon Darwin havde sagt om vor tids teknologiske levevis og tilpasningsevne? Hvad er det vi tilpasser os i forhold til hvad? Hvad var/er vi mennesker egentlig beregnet til at blive tilpasset? Hvad skal der til for at tilpasse os en udvikling der gør os mennesker velegnet til overlevelse, ”the survival of the fittest”?

- Hvad en eller anden gud eller gudinde tror og mener om menneskenes udvikling og overlevelse, er irrelevant. De allesteds-fraværende og aldrig-indgribende  guder og gudinder hænger som menneskeskabte symboler oppe på himmelens firmament som en galaktisk tåge eller som stjernebilleder, en Sol, en Måne eller Planeter og menneskeheden er overladt helt til sin egen skabende skæbne.

Det er derfor helt op til os mennesker selv at indrette os lokalt og globalt efter hinanden og i pagt med den natur, hvoraf alt liv afhænger på Jorden. Den del af evolutionen bestemmer vi helt selv i forhold til den overordnede evolution der heldigvis ikke kan bestemmes af os mennesker, men som i det lange løb bestemmer over os mennesker.

TOP


 

 

 

GLOBALE HELLERISTNINGER, MYTOLOGISKE BILLEDER, MYTOLOGISKE/RELIGIØSE FORTÆLLINGER OG PERSONLIGE VISIONER SAMMENLIGNET MED MODERNE ASTRONOMI, ASTROBIOLOGI OG KOSMOLOGI